Om at vælge Maria – og selv at blive valgt

Kære Simon
Da jeg gik i sjette havde jeg alt – jeg var smart, sporty, vittig og smuk. Desværre havde jeg også fru Madsen som hjælpelærer.
Du skal lære at danse i sjette. Hver gang vi øvede os, gjorde vi noget forfærdeligt: Alle drengene skulle vælge hver sin pige som dansepartner. Når pigerne blev valgt, forlod de deres plads og stillede sig ved de snot-næsede drenge, som havde vist dem den store ære at vælge dem.
Tro mig, drengene brød sig ikke om det. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Men tænk at være en pige. Tænk at se på dem, der blev valgt før dig. Tænk at skulle bekymre sig over, om man overhovedet bliver valgt af nogen.
Tænk, hvis du var Maria. Hun var ikke køn, smart, sporty eller sjov. Hun var rar, men det tæller ikke i sjette. Hun havde haft polio som lille, trak på det ene ben og var overvægtig.
Her kommer fru Madsen ind i billedet. En dag trak hun mig til side og sagde: ”Simon, næste gang vi øver square dance, vælger du Maria!”
Hun kunne lige så godt ha’ bedt mig flyve til Mars. Tanken var ubegribelig. Hvorfor dog vælge nogen anden end den bedste, smukkeste og populæreste? Det var som at bryde naturloven.
Nu blev Fru Madsen direkte gemen. Hun sagde, at sådan ville en kristen gøre. Jeg vidste, hun havde ret. Det var præcis det, Jesus ville ha’ gjort. Jeg undrede mig over, at det ikke stod i Bibelen. Det må stå et sted: ”Jesus byder en taber op til dans i Nazareth!”
Dagen kom, hvor vi igen skulle øve square dance. Hvis Gud elskede mig, ville han lade mig blive sidstevælger. Så ville det ikke se mærkeligt ud, når jeg valgte Maria. Jeg ville gøre det rigtige uden at betale nogen pris.
Du har gættet rigtigt. Af en eller anden grund skulle jeg være førstevælger. Der stod jeg med bankende hjerte. Pigernes ansigter var vendt imod mig. Nogle smilede til mig. Jeg kiggede på Maria. Hun kiggede ned i bordet. Læreren sagde: ”Simon, vælg din partner!”Jeg var langt væk, men hørte min stemme sige: ”Jeg vælger Maria”.
Aldrig har en påtvunget god gerning fået en sådan belønning. I min erindring ser jeg stadig Marias ansigt for mig. Hun løftede sit hoved og rødmede af glæde, overraskelse og en stolthed, jeg aldrig havde set. Det var så rent, at jeg måtte se en anden vej. For jeg fortjente det slet ikke.
Maria rejste sig og tog min arm. Hun gik ved siden af mig og lignede en prinsesse.
Jeg har ikke set Maria siden 6. klasse. Jeg ved ikke, hvordan hendes liv har formet sig. Men jeg kan godt li’ at tænke på, at hun har mindst ét godt minde fra 6. klasse. Det har jeg i hvert fald.

(Fordansket fra ”Letters to my children” af Dan Taylor)

Ja, nogle gange er det ikke motivationen, der er afgørende for at gøre det gode.
Og så lige en anden ting: Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er lidt jul og påske over det her brev. Om Gud, der ydmyger sig, bliver et menneske og byder alle, selv røveren på korset, op til dans, inviterer dem ind i sit fællesskab. Og pinse er der også. For sagen er jo, at Herren stadigvæk gennem Helligånden byder dig og mig op til dans, inviterer os ind i sit fællesskab, ind i det fællesskab vi er skabt til at være i. Han har valgt dig!

Jakob Legarth